RIDELEJR 25-27 August 2023

19-07-2023

Som noget nyt, har vi valgt at dele ridelejren aldersmæssigt op, for at kunne tilbyde et mere alderssvarende program.

Ridelejren er ikke et stævne, men socialt samvær og hestehygge sammen med alle de andre ”hesteunger” (fra 12 år og op). Ridelejrens primære fokus er at skabe nye venskaber og fællesskaber på tværs af aldre og hold. Kom og slå teltpælene i allerede fredag fra kl.16.00, eller find den bedste plads i cafeteriet.

Weekenden byder på aktiviteter med og uden heste. Du kan medbringe din egen pony/hest, eller du kan være med til at passe en af rideskolens ponyer med hjælp. Hvis du medbringer egen hest, skal du selv medbringe hø og foder (Halmstrøelse må du tage på rideskolen)

Fredag aften står i groomingens tegn, hvor vi lærer at sy rosenknopper og lægge bandager, så du er helt klar til næste stævne.

Lørdag morgen kommer Julie Skovmose og slår dagen i gang med en omgang rytterfitness, inden vi skal på orienteringsløb på hesteryg. (Nogle har måske hørt om Hjortehegnet og det bliver en tilsvarende tur).  Vi sender hold afsted på 2-4 ponyer/heste, så der er plads til alle erfaringsniveauer. Vi får brug for nogle forældre til at bage pølsehorn/pizzasnegle, så depoterne kan fyldes op, på den levende post.

Nye/uerfarne ryttere, samt ryttere på elevponyerne får brug for en trækker (forældre). Tilmeldte på elevponyerne deles op i hold, hvor det ene hold rider ud, mens det andet rider hjem. Vi sørger for transporten af forældre/børn frem og tilbage.

Lørdag eftermiddag er vi retur på rideskolen, hvor man kan vælge forskellige aktiviteter fra noget kreativt til, at dyrlægen kommer og gør os lidt klogere på hestens natur.

Vi hygger lørdag aften med at tænde grillen og så skal vi grine – lige indtil det bliver mørkt og vi skal på det uhyggelige natløb.

Lørdag aften har vi også valg til Juniorudvalget. Giv besked i tilmeldingen, om jeres barn må stille op.

Juniorudvalget består af min 2 personer fra 13-18 år (Der må gerne være flere), som arrangerer fællesskabs aktiviteter fx juleklip, hyggeaftner, overnatninger osv. Selvfølgelig med støtte fra bestyrelsen og andre voksne – ca. 2-3 aktiviteter pr år.

Søndag er der undervisning i kunsten at ride ”pas de deux”, kvadrille eller programridning afhængig af niveau. Forældre er velkomne til at komme og kigge.

Søndag eftermiddag har vi en flok trætte ryttere, der er mættet af de mange indtryk. Vi forventer, at forældre møder op og hjælper med oprydningen allerede fra kl. 13, så vi alle kan forlade rideskolen pæn og ryddelig.

Som forældre er I meget velkomne hele weekenden til at komme og se hvad der foregår, give en hjælpende hånd og nyde en kop kaffe og derved også lære nogle af de andre forældre at kende.

Husk at selvom du ikke deler interessen for heste med dit barn, er der masser af ting du kan hjælpe med.

Prisen for deltagelse i ridelejren er inkl. alle måltider, alle aktiviteter, leje af elevpony eller boks, samt ridelejr T-shirt.

Der er fri saftevandsbar alle dage, mælk og juice til morgenmad, kaffe og the efter behov. Rideklubbens Venner åbner slikboden fredag og lørdag aften. Tilmelding dig www.hurk.dk/events, senest 5. august. Vær opmærksom på først til mølle på elevponyer og hvis du har brug for en boks.